Når Livet Nærmer Sig Sin Afslutning: Tanker om Afsked og Genforening

En Sommerdag i Livets Sidste Fase

Klokken er to om natten, og jeg er lysvågen, fuldstændig frisk i hovedet. Jeg har lige spist dagens ration af hvidløg og føler mig bemærkelsesværdigt godt tilpas. Det er en lettelse at vågne op og føle, som om jeg intet fejler. Tanken om, at jeg står op til endnu en dag, giver mig ro. I dag får vi besøg fra Jylland, og vejret lover endnu en smuk sommerdag. Det kan kun blive en god dag.

Men som dagene går, og sygdommen langsomt sætter sine spor, ved jeg godt, at der nærmer sig en sidste dag i dette forløb. Tankerne om denne dag begynder efterhånden at fylde mere. Hvad vil jeg have gjort dagen før? Hvem vil jeg have talt med? Og hvad laver de andre den dag? Mange spørgsmål dukker op i mit sind, til tider uundgåelige, men også forvirrende.

Tanker om Rejsen og Genforeningen

Visse ting står dog helt krystalklart for mig. Når jeg tager det store skridt over til den anden side af livet, er jeg overbevist om, at jeg vil møde dem, som allerede er gået forud. Herom er der ingen tvivl. For mange år siden havde jeg en drøm om netop dette øjeblik. I drømmen var der ingen støj, kun glæde og varme. Det føltes, som om noget trak i mig, og ønskede, at jeg fulgte med.

Jeg er sikker på, at det bliver en god rejse, og at jeg vil møde dem, som er taget af sted før mig. Jeg er også helt sikker på, at jeg vil se min kone og familie igen, når de er klar til at træde over på den anden side. I kan være helt sikre på, at jeg allerede har gjort alt, hvad der er muligt, for at vi kan finde hinanden igen efter dette liv.

Der er dog én tanke, der er svær at bære: Øjeblikket, hvor jeg skal slippe Sannis hånd for sidste gang. Den tanke er næsten ubærlig. Hver gang den dukker op, pibler tårerne frem, og jeg kan slet ikke tænke klart. Hvordan skal jeg finde styrken til at komme videre efter det?